Over 2000 mennesker ventes til Overlade, når der afholdes DM i pløjning den 24. og 25. oktober.
Af Jacob Dalgaard
Overlade bliver værtsby for en stor begivenhed, når DM i pløjning om 10 dage løber af stabelen. Det er landmand Per Bach Laursen på Lundgård, der har stillet knap 100 hektar jord til rådighed til mesterskaberne.
Det er Landboungdom, som står bag den årlige DM-afvikling, som går på tur mellem regionerne. Denne gang er det den nordjyske region, der skal stå for DM.
I styregruppen sidder Richard Haarup, og han oplyser, at 40 pløjere har klaret sig gennem de indledende stævner og har kvalificeret sig til DM-stævnet i Overlade, hvor de fredag den 24. oktober skal pløje i stubjord. Af dem går halvdelen videre til finalen om lørdagen, hvor de skal pløje i jord, der er sået til med græs, hvilket gør det en tand sværere at lave et pænt resultat,
DM i pløjning er måske lidt nørdet, men konkurrencen tages særdeles alvorligt. Der er således et stort antal dommere, der både vurderer kvaliteten af pløjningen og kontrollerer at deltagerne har opnået den korrekte pløjedybde.
De forsvarende danske mestre i såvel junior- som seniorækken er også med i Overlade. Hos seniorerne er det Søren Svenningsen fra Nibe og juniordanmarksmesteren er stortalentet Martin Welling Lindberg fra Hobro. Sidstnævnte vandt DM sidste år som 17-årig, selv om det var første gang han deltog, og siden har han også vundet EM i pløjning i Finland for juniorer.
Mange former for pløjekonkurrencer
Udover Landboungdoms DM i pløjning afholdes der i samme weekend en række andre konkurrencer med plove. Seks importører af plovfabrikater har indvilget i at dyste i en plovkonkurrence, hvor der selvsagt er prestige i at kunne levere det flotteste resultat.
Der bliver også en skolepløjekonkurrence, hvor forskellige landbrugsskoler skal dyste mod hinanden. De stiller med 10 hold med 5 deltagere på hver.
I løbet af weekenden bydes der også på pløjning med store vendeplove, veteranpløjning og hestepløjning samt speedpløjning.
DM i pløjning finder som nævnt sted på Lundgård i udkanten af Overlade. Arrangementet har 41 sponsorer, og en del af dem møder også op med udstilling af blandt andet maskiner, som vil være at finde på stande både ude og inde.
Richard Haarup tilføjer, at der under DM er sørget for aktiviteter for mindre børn i form af blandt andet pedaltraktorer og en container med korn til at lege i. Han forventer et pænt antal tilskuere til stævnet og tror på mindst 2000 og håber på endnu flere.