Det blev en interessant rejse tilbage til en farvestrålende tid da Thits Venner og Lions Klub Thit Jensen, Farsø afholdt ”På hat med Thit” - en dag i den kendte forfatters navn, og for at markere Lions 100 års jubilæum i år.
Rejsen tilbage i tiden blev indledt med besøg i Thits Mindestue, hvor Valkyrierne beredvilligt fortalte og svarede på gæsternes spørgsmål.
Hotel Farsøs smukke sal dannede ramme om det videre forløb, og her kunne gæsterne foruden de smukke borde fordybe sig i en lille udstilling af bl.a. nogle af Thits hatte, billeder af Thit, gamle artikler om Thits forfatterskab og om hattemode. Også en gammel rejsegrammofon, som kunne spille, havde fundet vej til udstillingen.
Bestyrelsernes egne hatte blev vist frem på høje hjemmelavede, hattestativer. Der var besøg af fritids modist Marianne Lykke, Sæby, tidligere Hvalpsund og mange af gæsterne købte sig en ny hat i dagens anledning.
Dernæst guidede Pauli Tvilling de 60 gæster rundt i damehattenes historie. Pauli Tvilling kom med en flot udstilling af hatte fra ca. 1890 og til 1960/70 med tilhørende kjoler/dragter. Udstillingen blev ledsaget af et meget interessant foredrag dels om Pauli Tvillings vej til modeverdenen og om hattemoden i de enkelte årtier, og hvordan moden afspejles af samfundets opgangstider / nedgangstider – krig og fred. Pauli var positiv forundret over at alle gæsterne – både damer og mænd - var iført flotte hatte og festtøj. Det var stil, sagde han, og det glædede ham meget.
Knap var Pauli Tvilling færdig på scenen før ”Thit og hendes guide” – Birthe Gindrup og Hanne Sødinge overtog og hvor ”Thit” kommenterede nutidens kvinders vilkår. Hun kom bl.a. ind på stemmeret og kvindelige ministre gennem tiden, og mente dog at der var sket en positiv udvikling på området, siden hun tog rundt og holdt foredrag og mange steder blev ”buhet” ned fra talerstolen og fulgt af ukvemsord på vej ud af foredragssalen.
Under festmiddagen holdt Pernille Vigsø Bagge – også iført hat m/ blomster en forrygende festtale og sang til Thits ære. Talen omhandlede kvinders liv og levned, historisk set fra Martin Luthers tid (nu da der fejres 500 året for Reformationen) og til nu – krydret med humoristiske ord om, at der stadig er ”forskel på mænd og kvinder” bl.a. findes ordet ”sjuskedorthe” stadig om en kvinde, der ikke holder sit hjem så pænt og rent – men der findes ikke et tilsvarende om manden i huset – hun bemærkede dog også at Dronningens mand er prins og ikke konge, men at kronprinsens kone, bliver dronning…
I en af talerne blev Thits sindelag kommenteret og konklusionen er, at både Thit og Johannes var to var stormfulde temperamenter, der gjorde ”som det passede dem”, hvis noget var dem imod.
Senere på aftenen kom D-dur og med Kai Normann Andersens sange og tekster efterkrigstiden – ligeledes med en lille løftet pegefinger til kvinde/mand forholdet – om end på det mere romantiske, forføreriske og kærlige forhold. Gæsterne fik her mulighed for at røre sangstemmen, da det var umuligt ikke at synge med på de gamle kendte sange og på fællessangene bl.a. ”gå med i lunden” …da var selskabet tilbage i en fjern og mindeværdig fortid og nød det til sidste tone…
Aftenens flotteste og mest kreative hattekonkurrence blev vundet af Nienke Jonker. Hendes hat bar teksten ”Du står hvor de selv vil”, som er et af Thits kendt citater.