Der blev langet ost over disken i lange baner, da Ostemanden fra Vindblæs i går eftermiddag holdte Påsketorv. Selv om indehaver Betina Zimmermann havde fået hjælp af sin mand Jan til at ekspedere kunderne, stod folk stadigvæk i kø for at få de populære oste fra ostelageret på Stationsvej i Vindblæs.
Som sædvanligt havde andre handlende fået en stand på ostelageret. Blandt dem Midtfjord Agro, som havde taget nogle græsklippere med til den nye sæson.
Lene Schjær-Jacobsen fra Jutlander Bank delte rundhåndet portvin ud til de besøgende, som samtidig kunne få en uforpligtende sludder om bankforretninger.
Smagsprøver var der selvfølgelig masser af. Eksempelvis fra Sanne og Bruno's Biavl, og der var også smagsprøver på lammekød fra Spirelyst.