I forbindelse med afholdelse af generalforsamling i Farsø Erhvervsråd onsdag d. 20. marts var der en enkelt udskiftning i bestyrelsen.
Kørelærer Palle Jensen fra Vester Hornum takkede af efter 12 år i bestyrelsen. Formand Brian Otte takkede Palle Jensen for hans store bidrag igennem årene til Farsø Erhvervsråd og til erhvervsudviklingen i Farsø.
- Vi har været rigtig glade for din deltagelse i bestyrelsen – specielt din politiske indgangsvinkel til byrådet i Vesthimmerlands Kommune har været meget værdifuldt for arbejdet i erhvervsrådets bestyrelse. Du har igennem alle årene bestredet nogle vigtige politiske poster, hvor specielt dine poster som formand for Sundhedsudvalget og medlem af Økonomiudvalget har givet os værdifuld input og sparring, ligesom vi har haft dig som en sikker og direkte adgang højt op i det politiske system i Vesthimmerlands Kommune, når vi har haft sager i Farsø, hvor det har været vigtigt med en politisk indgang på højt niveau, sagde Brian Otte.
I stedet for Palle Jensen blev Claus Villadsen, områdedirektør i Den Jyske Sparekasse, valgt ind i bestyrelsen. Der var genvalg til Ole H. Poulsen, Ole Kuhr og Brian Otte. Som suppleant blev valgt underdirektør Ole Rosengren, Farmas.