Per Bach Laursen overtager det nye borgmesterkontor i Aars efter tirsdagens valg, som sendte Det Konservative Folkeparti helt uden for indflydelse. Theresa Berg Andersen fra SF bliver viceborgmester.
Af Jacob Dalgaard
Venstre fik blot 78 stemmer mere ved kommunalvalget i går i forhold til valget i 2013, og Per Bach Laursen fik endda 25 færre personlige stemmer. Men Venstre kan takket være Socialdemokratiets markante fremgang på bekostning af Det Konservative Folkeparti og et ekstra mandat fra valgforbundet med VesthimmerlandsListen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance sætte sig på borgmesterposten.
Efter stemmeoptællingen satte Venstre, Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti og VestHimmerlandsListen sig bag lukkede døre og forhandlede, mens de konservative blev holdet uden for døren. Længe forblev døren lukket, inden tre repræsentanter fra Det Konservative Folkeparti blev hentet ind. Men da var lagkagen fordelt, og der var kun krummer tilbage til borgmesterpartiet gennem de senete 8 år.
- Det flotte valg til Venstre, der gav os 8 mandater blev afgørende for at jeg bliver borgmester. Det har de andre accepteret, selv om Palle Jensen gerne havde ønsket det samme på baggrund af hans flotte valg, sagde Per Bach Laursen, da forhandlingerne efter et par timer omsider nåede til ende et godt stykke over midnat.
Theresa Berg Andersen fra SF blev belønnet for et flot valg med 1250 personlige stemmer, og det indbragte hende posten som 1. viceborgmester.
Til gengæld fik Socialdemokratiet formandsposten i Sundhedsudvalget, Kultur- og fritidsudvalget og Teknik- og miljøudvalget, mens Venstre selv tager Børne- og familieudvalget. Det sidste af de stående fagudvalg, Beskæftigelsesudvalget går til Dansk Folkeparti
Det magtfulde Økonomiudvalg kommer til at bestå af 2 konservative, to venstrefolk, to socialdemokrater og en enkelt fra SF.
Palle Jensen siger, at Venstre blev honoreret for det ekstra mandat de fik i forhold til Socialdemokratiet. Men han er alligevel glad for sit eget partis fremgang og de formandsposter, som konstitueringen gav.
Begejstringen var knap så stor hos Dansk Folkeparti, som fordoblede sit mandat fra 1 til 2. Selv om det gav en formandspost i Beskæftigelsesudvalget til Brian Christensen, havde både han og nyvalgte Liselotte Lynge Jensen håbet på også at få plads i Økonomiudvalget.
VestHimmerlandsListen kom ind med et enkelt mandat i skikkelse af Kirsten Moesgaard. Hun bliver næstformand i Teknik- og miljøudvalget.
Stemmeprocenten ved valget var på 72,13. For fire år siden var den 73,81.
Mandatfordelingen ser således ud:
Socialdemokratiet: 7 mandater
Konservative Folkeparti: 7 mandater
Venstre: 8 mandater
SF: 2 mandater
Dansk Folkeparti: 2 mandater
VesthimmerlandsListen: 1 mandat