AGGERSUND: Lige fra hun ankom, var det tydeligt, at sognepræst Pernille Vigsø Bagge var på hjemmebane, da hun torsdag aften besøgte Aktivitetshuset i Aggersund. Hun er da heller ikke fremmed i byen nordenfjords, idet hun gik i skole med flere børn fra Aggersund og omegn, og er kommet meget i området.
Det var Aggersund og Omegns Borgerforening, som havde været heldig at få den travle sognepræst til at afse en aften, og knap 50 trodsede snevejret for at komme og høre hende fortælle om et spændende liv.
Pernille Vigsø Bagge havde sin tidlige barndom i Struer, hvor hun blev født i 1975. Hendes forældre havde planer om at købe et værtshus, og efter at have set et i Lemvig, der ikke lige var sagen, anbefalede ejendomsmægleren parret at tage til Løgstør, hvor Blue Corner var til salg – og det købte de. Det var første gang en meget ung Pernille fik et nærmere kendskab til, hvad en discjockey lavede, og hvordan livet på et værtshus var.
For hendes mor var det ikke nok at drive et diskotek, hun ville gerne have endnu et værtshus, men det syntes Pernilles far ikke var en god idé. Det fik dog ikke moderen til at opgive tanken, så hun startede sammen med to andre Bytinget i Østerbrogade.
Efter endt skolegang i Løgstør, skulle Pernille Vigsø Bagge på gymnasiet. I den forbindelse, blev hun advaret om at tage på gymnasiet i Aars, for her røg de hash, var de nogen der påstod. Men ligesom sin mor, er Pernille stædig af natur, så hun valgte Vesthimmerlands Gymnasium. Senere læste hun til cand. teolog i Århus.
Interessen for politik begyndte, mens hun gik på gymnasiet. Hendes far er det, Pernille kalder beton-socialdemokrat, men det parti var ikke lige noget for den unge politiker, så hun valgte SF, som den gang var et meget lille parti i Vesthimmerland. Hun blev ret hurtigt udpeget som partiets spidskandidat til kommunalbestyrelsen i den gamle Løgstør Kommune, som hun også fik en plads i ved valget i 2001. Ved folketingsvalget i februar 2005, blev hun valgt ind for SF Nordjyllands Kreds, genvalgt i 2011.
For Pernille Vigsø Bagge var det et stort spring pludselig at skulle have en hverdag på Christiansborg. Hun gav da også udtryk for, at det i starten var svært tirsdag morgen at rejse fra mand og en 11 måneder gammel pige, og først komme hjem fredag aften, men efterhånden blev det også en fast rutine.
Pernille Vigsø Bagge havde en masse gode idéer, da hun kom ind i tinget. Men som mange andre nye folketingsmedlemmer, fandt hun ret hurtigt ud af, at der var udstukket en overordnet politisk linje, som hun havde at rette sig efter. Der er ikke ret mange politikere, der fastholdt deres egen mening, uanset hvad andre mente. En af dem Pernille husker bedst, er nu afdøde Kristian Tougaard fra SF, ham kunne ingen bestemme over.
Som folketingsmedlem, blev hun også inviteret til hofbal hos dronningen. Under et sådan, kom hun til at sidde ved samme bord som prins Henrik. Under samtalen, kom hun til at sige du til prinsen, hvilket er ret uhørt. Men prinsen tog det nu meget pænt, fortalte Pernille Vigsø Bagge.
Pernille Vigsø Bagge har altid haft en drøm om at blive sognepræst, så da embedet blev ledig i Løgstør-Aggersborg-Kornum-Løgsted pastorat i 2015, søgte hun det. Samtidig besluttede hun ikke at genopstille til Folketinget og byrådet ved næste valg. Pernille Vigsø Bagge lægger ikke skjul på, at hun elsker jobbet som sognepræst. Hun møder en masse mennesker i sit kirkelige arbejde, men også i mange andre forbindelser. Og så kan hun prale af, at hun er sognepræst for menigheder på begge sider af Limfjorden.