Søndag d. 16. december 2018 - Årgang 13
Vesthimmerlands Museum får self-service turistinformation. På dette arkivbillede viser museumsdirektør Broder Berg frem

Placering af self-service turistinformation i Aars er fundet

09-10-2018

I samarbejde med Aars Handelsstandsforening, Turistforeningen for Aars og omegn samt Vesthimmerland Museum, har VisitVesthimmerland fundet en løsning på turistservicen i Aars.

Inden for en nær fremtid får Vesthimmerlands Museum en digital informationsskærm og et bredt udbud af VisitVesthimmerlands partneres brochurer, hvor turisterne kan søge information om Vesthimmerlands oplevelser, overnatningsmuligheder og anden relevant information om
destinationen. Dette kalder VisitVesthimmerland for ‘self-service’, og samme koncept kan ses
andre centrale steder i Vesthimmerland, som f.eks. på Landal Rønbjerg, Himmerland Golf & Spa Resort og Farsø Rådhuscenter.

Informationen skal være der, hvor turisten befinder sig

Dette valg af turistinformation er valgt på baggrund af, at dagens turister som regel er meget
velinformerede før de besøger en destination, idet de søger information før rejsen begynder. Det betyder, at man som destination skal møde turisterne på en anden måde, end før.

I dag har man brug for at have adgang til lettilgængelig information undervejs og der, hvor man
befinder sig. Derudover skal de turister, som besøger Vesthimmerland, i alle henseender have den bedst tænkelige oplevelse og føle sig velkomne. Derfor er digitale informationsskærme et godt supplement, hvori turisten kan finde funktionel og tilgængelig information om Vesthimmerland, såsom oplevelser, aktuelle arrangementer og overnatning.

Vesthimmerlands turistdirektør, Jimmi Petersen, udtaler, at han “er positiv for denne digitale
løsning på Vesthimmerlands Museum. Det er også meget glædeligt, at handelsstandsforeningen, turistforeningen og museet har fundet sammen i et godt samarbejde.

Poul Damgaard, formand forTuristforeningen for Aars og omegn, fortsætter:

"Det er ingen hemmelighed, at den nye turistforening gerne havde set self-service turistinformation kombineret med personlig betjening i et eller andet omfang. Men når det ikke har kunnet være anderledes, så er vi tilfredse med at have fundet en god placering på Vesthimmerlands Museum - et turistmæssigt centralt udgangspunkt for Aars og omegns turistbesøgende."

Broder Berg, museumsdirektør ved Vesthimmerlands Museum, tilføjer, at Vesthimmerlands Museum er som kulturhistorisk museum, og hovedværk af Per Kirkeby, en attraktion i Vesthimmerland, og dermed et naturligt sted til at oplyse turister om andre seværdigheder i kommunen.

Indendørs og udendørs digital informationsskærm
Den digitale informationsskærm på Vesthimmerlands Museum vil være at finde inden døre, men på sigt vil der også være en digital informationsskærm udendørs i Aars. Skærmen er planlagt at være på Kimbrertorvet ved det nye gavlmaleri. Planen er, at flere udendørs skærme på sigt skal etableres på andre udvalgte steder i Vesthimmerland.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!