Mandag var ca. 20 politikere og embedsmænd på besøg hos vindueskoncernen Inwido for at lære mere om energieffektive vinduer, og hvilken indflydelse innovativ produktudvikling i byggebranchen kan have på minimering af landets samlede energiforbrug.
Bygninger står for hele 40 % af energiforbruget i Danmark og er derfor en væsentlig brik i at opnå fossilfrihed. Selvom branchen har nogle gode løsninger allerede, skal graden af innovation i byggeriet øges, og det kræver en fælles indsats på tværs af branchen.
Sådan lyder det fra Dansk Byggeri, som af samme grund netop har haft 20 politikere, embedsfolk, forskere, rådgivere m.fl. på ”Byggeri, Energi og Ressource Tour 2015”. Turen gik til udvalgte byggefirmaer i Nordjylland, og formålet var at få skabt gode relationer, få faglige og inspirerende input og ikke mindst besøge innovative virksomheder, som er first movers og gerne deler ud af deres erfaringer.
Vinduer er et nøgleprodukt
Delegationen var bl.a. på besøg hos vindueskoncernen Inwido i Farsø, hvor der blev sat fokus på vinduer og døres energieffektivitet i byggeriet. I Farsø fik deltagerne både en præsentation om innovation i Outline Vinduer, som er en del af Inwido, samt en efterfølgende rundvisning i Outlines produktion.
Og virksomheden er allerede godt med, når det gælder energioptimering, fortæller direktør Jens Sørensen:
"I Outline arbejder vi med proaktiv produktudvikling, som sikrer, at vores produkter kontinuerligt lever op til eksisterende og kommende energikrav. Eksempelvis kan Outlines vinduer allerede i dag leve op til de forventede krav i BR15."
Foruden Outline Vinduer var delegationen også på besøg hos modulbyggeriproducenten Scandi Byg i Løgstør og betonelementproducenten Ambercon i Støvring.