Svend Jørgensen og flere konservative byrådsmedlemmer ønsker fortsat en juridisk afklaring hos Ankestyrelsen, førend en udvidelse af detailhandelsområdet i Løgstør sættes i gang. Men et flertal har nu sendt sagen i offentlig høring.
Af Jacob Dalgaard
Byrådet var splittet og måtte ud i en afstemning, da udvidelsen af det efterhånden meget omtalte detailhandelsområde i Løgstør i går var på dagsordenen. Udvidelsen skal bane vej for nye detailhandelsbutikker i et bælte mellem Limfjorden og Bredgade i den østlige del af byen.
Ingen i byrådet har udtrykt modstand mod en udvidelse, men bekymringen omhandler alene den tidligere børnehave Kridthuset på Limfjordsvej. Da Vesthimmerlands Kommune i februar 2017 solgte børnehaven til Grata ApS var der ikke mulighed for at etablere detailhandel på grunden. Derfor har Det Konservative Folkeparti været loren ved kort efter at ændre plangrundlaget af frygt for, at kommunen kan blive dømt for at have handlet forkert ved at begunstige køberen af børnehavegrunden, idet kommunen måske kunne have opnået en højere pris på ejendommen end de faktiske 450.000 kroner, hvis der i udbuddet havde været anført mulighed for detailhandel.
- Jeg ønsker ikke at sende noget i høring, som ingen her i kommunen ved om er efter reglerne, og det er i direkte strid med rådgivningen fra kommunens egen advokat, sagde Svend Jørgensen, der henviste til en skrivelse fra kommunens advokat, der tilråder at få en udtalelse fra Ankestyrelsen, førend sagen sendes i høring.
Uffe Bro, der er medlem af Socialdemokratiet og formand for Teknik- og Miljøudvalget er ikke bange for at sætte en udvidelse i gang:
- Med det kendskab jeg har til advokater, vil du ikke på noget tidspunkt få et svar på, om betingelserne er opfyldt, for der er ikke nogen praksis på området. Vi er nødt til selv at vurdere, hvordan vi forholder os, og da der er gået den tid, der er gået, mener jeg sådan set ikke, der er nogen risiko ved det her. Fordi vi har solgt en grund på et eller andet tidspunkt, forhindrer det os ikke ud i al fremtid i at kunne lave planerne om. Så ville vi jo være bundet på alle hænder og fødder.
Svend Jørgensen stod dog fast på sin anke imod, at spørgsmålet ikke er blevet forelagt Ankestyrelsen, og så måtte byrødderne skride til afstemning. Her stemte 13 for at sende udvidelsen af detailhandelsområdet i Løgstør i 8 ugers offentlig høring. 7 stemte imod, mens 3 undlod at stemme. Allan Ritter fra Løgstør gik imod sine partifæller og stemte for.
Når høringsperioden er forbi, vil sagen igen blive behandlet i byrådet efter sommerferien, hvor der først tages en endelig beslutning.