Vesthimmerlands Kommune bakker op om privat initiativ, der går ud på at lave en tegning for Bredgade efter den nye omfartsvejs åbning.
Niels Jørgen Kruse fra Fjordgade i Løgstør mener, at Bredgade trænger til et løft og noget fornyelse. Og anledningen til at gøre noget nu er oplagt, hvor vejen snart med den nye omfartsvejs komme slipper af med den tunge trafik, der i årevis har fået skyld for at få husene til at revne.
Derfor har Kruse taget initiativ til en tegnekonkurrence, hvor alle kan indsende tegnede eller malede forslag til, hvordan Bredgade skal fremtræde, når den får en mere stille tilværelse uden lastbiler.
Der er endda penge at hente til de bedste forslag. Der er udlovet 5000 kroner til det bedste forslag, 3000 kroner til det næstbedste og 1000 kroner til nummer 3.
Pengene er sponsoreret af Mæglerfirma Asger Larsen, Han Herred & Himmerland Biler samt Vesthimmerlands Kommune.
Niels Jørgen Kruse er glad for opbakningen fra sponsorerne. Ikke mindst fra Vesthimmerlands Kommune, som formentlig skal føre vinderprojektet - eller en variant af den - ud i livet. Det er en slags blåstempling, at kommunen bakker op, siger han.
På kommunens hjemmeside opfordres borgerne direkte til at komme med forslag til konkurrencen, og de indkomne forslag vil kommunen bruge som inspiration, når kommunen til efteråret udarbejder et konkret forslag for Bredgade. Den nye omfartsvej ventes at åbne til oktober.
Selv om tegnekonkurrencen har varet nogle uger, har Niels Jørgen Kruse endnu ikke modtaget nogle forslag. Men der er noget på vej, siger han. Og desuden løber konkurrencen frem til den 15. august, så der er stadig tid at løbe på, tilføjer Niels Jørgen Kruse, der selv vil være dommer i konkurrencen.