Radikale Venstre Vesthimmerland holdt i aftes opstillingsmøde til kommunalvalget næste år. Seks kandidater er klar.
Af Jacob Dalgaard
- Der er gode muligheder. Vi har et godt hold med brede kompetencer. Sådan lyder vurderingen fra den lokale partiformand Karsten Kjærgaard fra Livø efter opstillingsmødet, som blev afholdt i Kulgaarden i Løgstør.
De Radikales spidskandidat ved kommunalvalget den 16. november næste år bliver Gitte Lopdrup fra Aars. Hun sidder i dag i regionsrådet. De øvrige kandidater er Jannie Valentin Dexter Jakobsen, Kristine Bloch Nielsen, Karsten Kjærgaard, Søren Dolmer og Hans Grishauge.
De Radikale fik et dårligt valg ved seneste kommunalvalg i 2017, hvor partiet mistede sin repræsentation i byrådet. Siden har der været relativt stille fra partiet, som nu til gengæld er det første med en kandidatliste klar til det kommende valg.
Den seneste tids sexisme-krise, som især har ramt Det Radikale Venstre på Christiansborg, har også kunnet mærkes helt i Vesthimmerland. Det har kostet den lokale partiforening et par medlemmer, siger Karsten Kjærgaard.
Men han pointerer:
- Det er et problem, som foregår på Christiansborg, og det skal også løses der. Vi (Radikale i Vesthimmerland, red.) har mere fokus på at drive noget politik, og det er også det budskab, vi vil give videre til de folketingspolitikere, som kommer på besøg i Nordjylland den kommende tid.
Karsten Kjærgaard oplyser, at der er plads til flere på den Radikale liste, så flere kan nå at slutte sig til feltet de kommende måneder, inden listen skal afeveres senest 7 uger før valgdagen.