Onsdag aften tog Ranum, Malle og Vilsted sogne afsked med sognepræst Steffen Bang.
Blot halvandet år efter sin tiltræden som sognepræst i Ranum-Malle-Vilsted pastorat har Steffen Bang søgt nye græsgange. Hans afsked blev markeret i aftes med en kort andagt i Ranum Kirke, hvorefter menigheden blev budt på et glas champagne og kransekage i våbenhuset.
40 personer var mødt op til afskedsreceptionen. Vilsteds menighedsrådsformand, Ingeborg Greeth, takkede for godt samarbejde, og det samme gjorde Ranum-Malles menighedsrådsformand Ulrik Holm, som også overrakte den fratrædende præst en afskedsgave.
Indtil videre står pastoratet uden fast præst, men det er hensigten, at der skal ansættes en præst i et vikariat frem til det kommende menighedsrådsvalg i 2020.