Ranum lagde i st. bededagsferien græs til en fodboldskole, hvor 30 børn fra danske asylcentre deltog.
Det er tidligere Brøndby-formand og stifter af Asylligaen, Per Bjerregaard, der stod for afviklingen af fodboldskolen i Ranum, og de deltagende børn mødte ind fredag, og trænede fodbold indtil søndag.
Da fodboldbanen ved Ranum Multikulturhus er under omlægning, blev der spillet på det gamle baneanlæg på Idrætsvej. Men børnene var hele weekenden indkvarteret i Ranum Multikulturhus, som også har stået for forplejningen.
Fire lokale trænere, Steen Poulsen, Oliver Grårup, Casper Larsen og Emma Borregaard stod for træningen af asylbørnene, der er i alderen 7 til 17 år. Børnene kommer fra asylcentrene i Ranum, Østrup og Holstebro.
Vesthimmerlands Kommune har søgt om satspuljemidler til at dække udgifterne til fodboldskolen, hvor DBU har sikret spilledragter og en fodbold til alle deltagerne.
Til august bliver der arrangeret endnu en fodboldskole i Ranum med Per Bjerregaard som arrangør for en flok nye asylbørn.