REMA 1000 i Aars er netop blevet kåret til en af de bedste butikker i Danmark i en intern REMA 1000-konkurrence.
Hele 8.400 REMA 1000-ansatte fejrede i søndags 25-års jubilæet for discountkæden i Danmark. Det skete til en stor fest i Boxen i Herning, hvor ansatte fra hele landet fejrede begivenheden.
Et af aftenens helt store indslag var kåringen af den bedste butik i hver af kædens 13 regioner. En prestigefyldt pris, der vidner om høj standard, glade kunder og en inspirerende indkøbsoplevelse.
REMA 1000 har i dag 333 butikker i Danmark – og flere åbninger er på vej. Med så mange butikker er kåringen af regionens bedste butik en pris, der har stor betydning for butikken, der vinder.
En af vinderne blev REMA 1000 i Aars, som blev kåret som sin regions bedste butik - og butikkens ansatte blev fejret i Boxen foran tusindvis af kolleger.
Butikkens regionschef, Mikael Rosendal Sørensen, fremhæver butikkens generelt meget høje standard og kundeservice som to vigtige faktorer, der har betydning for kåringen.
”Butikken har gennemgået en imponerende udvikling og har konstant fokus på den gode kundeoplevelse. Der er altid højt humør, mange smil og fuld fokus på opgaven hos alle ansatte. Derudover er en anden væsentlig årsag til butikkens succes et konstant fokus på de varer, som kunderne efterspørger – kvalitetsvarer til den rette pris. REMA 1000 i Aars er i dag ikke bare byens, men hele landsdelens indkøbssted,” siger Mikael Rosendal Sørensen, der også fremhæver butikkens to købmænd Frank Halvorsen og Anders Henningsen:
”Frank, Anders og hele teamet er gode ambassadører for REMA 1000. De er vellidte i hele vores organisation, der særdeles gode til at hjælpe en kollega og bidrager dermed positivt til fællesskabet,” siger Mikael Rosendal Sørensen.
De to købmænd, Frank Halvorsen og Anders Henningsen, har dog også svært ved at få armene ned efter weekendens kåring. Frank Halvorsen har drevet butikken siden 2005 og for tre år siden kom der endnu en købmand i butikken, da Anders Henningsen begyndte.
”Dengang havde vi en plan om, at vi indenfor fem år skulle være regionens butik, så vi er meget stolte af, at det er lykkes. Vi kunne ikke have gjort det uden vores fantastiske personale, der har en kæmpe andel i det her. Det er dem, der hver eneste dag fylder varer op med os, møder kunderne og kæmper for at butikken skal fremstå frisk og indbydende. Vores personale møder hver dag kunderne med et stort smil og en frisk bemærkning, der gør, at kunderne føler sig hjemme,” siger Anders Henningsen.
Ud af de 13 regionale vindere af titlen som årets REMA 1000, blev der også kåret en vinder på tværs af alle regioner. Det blev i år butikken på Søndre Fasanvej i Valby, som løb med den store ære.