Mange benyttede lejligheden til at smage den lokale bagerkendis’ cupcakes i Farsø.
Tekst og foto: Per Lyngby
Først havde man den syngende bager fra Farsø, som gjorde sig landskendt på TV via et talentprogram. Og senest er det så Rikke Kirk, som har opnået kendis-status efter sin medvirken i “Den store bagedyst”, hvor hun nåede helt frem blandt de sidste deltagere - dog uden at vinde dysten.
Søndag eftermiddag stillede Rikke Kirk op på centertorvet i Farsø Rådhuscenter, hvor hun delte ud af sine lækre cupcakes - i alt 500 var der bagt til lejligheden, og efter interessen at spore, blev der næsten spist op. Foruden smagsprøver på det lækre bagværk kunne man også få sig en lille snak med Rikke, som også uddelte fankort med autografer til alle interesserede.
Den næstsidste søndag inden jul bød i øvrigt også på musikalsk underholdning og børnemodeshow på Store Torv, ligesom det var dagen, hvor børnene kunne hente deres julesokker i Rådhuscenteret. De blev indleveret i forbindelse med juletræstændingen, og er siden på nærmest mirakuløs vis fyldt op med gode sager af den lokale julemand og hans mange hjælpenisser i Farsø.