De frivillige i Løgstør Røde Kors afdelingen var i lørdags inviteret på den årlige sommerudflugt. Turen gik bl.a. til Boldrup Museum, hvor den medbragte morgenkaffe blev nydt. Senere var der rundvisning i Mariager.
Løgstør afdelingens frivillige benyttede lejligheden til at besøge en Røde Kors nabobutik, og det blev Hobro butikken, der denne gang fik fornøjelsen af det store rykind. Det betød, at omsætningen denne lørdag blev fordoblet, forlød det fra personalet i butikken, der havde holdt ekstraordinært åbent for kollegerne fra Løgstør.
Turen sluttede på Gedsted gamle Foderstof, hvor eftermiddagskaffen blev nydt.