Limfjordsmuseet har aflyst Maritim Festival - havnefesten, der plejer at markere starten på træskibssejladsen LimfjordEn Rundt i september.
Af Jacob Dalgaard
Mens stort set alle forårets og sommerens store events i Løgstør blev aflyst kort efter nedlukningen af Danmark i marts, har håbet om trods alt at slutte sommerhalvåret af med Maritim Festival levet gennem hele coronaperioden. Indtil nu.
I en skrivelse til samarbejdspartnere og sponsorer meddeler Anders Bloksgaard, direktør på Limfjordsmuseet, at Maritim Festival på havnen i Løgstør den 7. september også bliver aflyst. Dog gennemføres Limfjorden Rundt med 60 deltagende skibe med start fra Løgstør havn den 8. september
Træskibssejladsen bliver altså gennemført men uden den festivitas, der plejer at følge med starten i Løgstør. Anders Bloksgaard tilføjer, at Limfjordsmuseet ikke vil forhindre borgere og turister til at besøge Løgstør Havn og iagttage de mange flotte skibe. Men for ikke at bidrage til større forsamlinger vil begivenheden ikke blive markedsført.
- Museet er naturligvis dybt ærgerlige over at være afsender på et totalt amputeret arrangement i 2020. Omvendt mener vi, den restriktive tilgang er nødvendig. Et worst case scenario, hvor Limfjordsmuseet, Løgstør og Vesthimmerlands Kommune kan udpeges som årsag til et supersprederevent er jo en ubærlig tanke. Det er i øvrigt museets opfattelse, at de andre havne og byer i Limfjorden Rundt har samme tilgang til årets Limfjorden Rundt, skriver museumsdirektøren.