Fredag d. 19. oktober 2018 - Årgang 13

Salmestafet havde premiere i Salling Kirke

10-10-2018

I aftes havde De 12 kirker premiere på det nye tiltag kaldet salmestafet.

Tekst og foto: Jacob Dalgaard

Der er tale om en historisk rundtur i Den danske salmebog, når der de næste 13 måneder afholdes salmestafet i De 12 kirker. Stafetten blev skudt i gang i aftes i Salling kirke, hvor menigheden fik lov at stifte bekendtskab med nogle af de ældste salmer i salmebogen.

Blandt de 10 salmer, der blev sunget, var "Aleneste Gud i Himmerig", som har spor helt tilbage til omkring år 350. I løbet af aftenen nåede salmesangen historisk frem til Reformationen.

Det kommende års tid vil yderligere otte kirker lægge rum til salmestafetten, og hver gang tages der fat på et særligt emne. Næste gang er i Løgstør Kirke den 13. november, hvor det handler om Martin Luther og Reformationen.

Den 14. november - altså i 2019 - afholdes der finale i Ranum kirke med hits fra salmebogen. Her vil der være forskellige mennesker i forskellige aldre, der hver især vil fortælle om en salme, som har betydning for dem.

Her er datoerne for de kommende heats i salmestafetten:

13. november 2018 i Løgstør kirke: Martin Luther og Reformationen

17. januar 2019 i Vilsted kirke: Thomas Kingo, barok og ortodoksi

7. februar 2019 i Næsborg kirke: H. A. Brorson og pietisme

12. marts 2019 i Overlade kirke: B. S. Ingemann og romancen

9. april 2019 i Løgsted kirke: N. F. S. Grundtvig og romantikken

17. september 2019 i Aggersborg kirke: Fra Jakob Knudsen til 1970'erne

24. oktober 2019 i Vindblæs kirke: Fra 1970'erne til i dag

14. november 2019 i Ranum kirke: Finale - hits fra alle tider

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!