Vilsted Vindblæs Seniorer var torsdag på tur til Als, støttet af Sommerpakken gennem Danske Seniorer. Turen gik til Gråsten Slot, Slotskirke og Slotshave, Dybbøl Mølle, Sønderborg og Kruså.
Turdeltagerne startede tidligt kl. 7.00 fra Vilsted og N.C. Møller fra Midt Bus havde tilrettelagt en fin guidet tur. Bussen var næsten fyldt op med friske mundbindsklædte deltagere og sprit.
Snakken gik alligevel, og mange trængte sikkert til at komme ud og møde venner og bekendte og få snakket. Vejret var også perfekt til at nyde udsigten fra bussen.
På Gråsten Slot var der guide på tur i haven, hvor hun fortalte lidt om slottets og havens historie. Dronning Ingrids elskede haven med alle de forskellige blomster og ikke mindst roserne, og man er nu ved at genetablere hendes køkkenhave.
Det var imponerende at se Slotskirken og bl.a. alterdugen, som Dronning Margrethe har kreeret sammen med messehagelen og historien om den blå baggrundsfarve i billederne i loftet. Slotskirken er det eneste, der er tilbage af det oprindelige Gråsten slot.
Mætte efter smørrebrød på Gl. Kro i Gråsten kørte bussen videre til Dybbøl Mølle, hvor deltagerne kunne se den flotte udsigt oppe fra møllen og udstilling i anledning af genforeningen. Turen gik videre rundt i Sønderborg og ned ad den flotte rute langs Flensborg Fjord.
Der var strække-ben-pause ved Kruså, inden turen atter gik mod Nordjylland. For at vedligeholde væskebalancen blev der serveret øl/vand på turen. Næste stop var Pejsegården i Brædstrup, hvor der ventede lækre kæmpestore karbonader med tilbehør.
Efter en lang og vellykket dag var holdet tilbage i Vilsted – Vindblæ kl. 23.00.