Det er på kanten af budgetbrud, mener Pia Buus Pinstrup, om udsigten til, at den lovede skadeklinik i Farsø alene skal dækkes ind af behandlingssygeplejersker.
Af Jacob Dalgaard
Der var optimisme at spore i Vesthimmerland, da Region Nordjylland sidste år vedtog budgettet for 2021, hvor der blev afsat penge til en udvidelse af åbningstiden i skadeklinikken på Farsø Sygehus som kompensation for den lukkede lægevagt. Med beslutningen skal der være åben alle ugens dage fra kl. 8-22, hvor der i dag på hverdage kun er åben fra 8-17 og i weekends og på helligdage fra 8-15.
I onsdags vedtog et flertal i regionens Akut- og Praksisudvalg, at udmønte beslutningen ved at bemande skadeklikken med behandlingssygeplejersker fremfor læger. Men den beslutning kunne det konservative medlem, Pia Buus Pinstrup, som det eneste medlem af udvalget ikke stemme for.
Pia Buus Pinstrup, der selv er sygeplejerske, ønsker at skadestuen på Farsø Sygehus skal være lægebemandet fra kl. 08.00 til 22.00. Det foreliggende forslag er en klar forringelse af intensionerne i det vedtagne budget og det nære sundhedsvæsen i Vesthimmerland, påpeger hun.
Cirka 160 patienter kan ikke behandles i Farsø
Akut- og Praksisudvalget indstiller til Regionsrådet, at en ny model i skadeklinikken i Farsø er, at regionen opkvalificerer erfarne sygeplejersker til behandlersygeplejersker, hvormed de opnår kompetencer til at vurdere og behandle mindre skader som syning af flænger, ordinering af enkelte typer medicinering samt bestille røntgenbilleder og blodprøver m.v.
Ud fra den nuværende aktivitet i skadeklinikken - primært gips, forstuvninger og smårifter - vurderes det, at langt størstedelen af aktiviteten i dag kan varetages af en behandlersygeplejerske.
I den nye model vil der fortsat være back-up fra ortopædkirurgien i Farsø i dagtid (kl.08.00-15.00), ligesom den ortopædkirurgisk speciallæge opretholdes i weekender og på helligdage i tidsrummet 08.00-15.00.
Fra kl. 15.00 - 22.00 vil der alle dage være behov for lægelig bagvagts-backup, da der ikke er ortopædkirurgiske speciallæger til stede på matriklen i Farsø udenfor normal åbningstid. Denne funktion vil blive dækket fra dels optopædkirurgisk vagthavende på en anden matrikel med akutfunktion og dels medicinsk vagthavende i Hobro.
Med udvidelse af skadeklinikkens åbningstid forventes antallet af patienter at stige med ca. 700 patienter årligt svarende til i alt ca. 3.100 besøg pr. år. Der vil i forbindelse med, at skadeklinikken fremadrettet ikke har en læge tilstede, være nogle behandlinger, som ikke længere kan foretages i Farsø. Det drejer sig om patienter med skader omkring skulder/albue samt hofte/knæ. Af den samlede patientmængde udgør disse ca. 160 patienter årligt.
Måske først klar i 2022
Idet Region Nordjylland først selv skal uddanne sygeplejersker til behandlingssygeplejersker, forventes den nye skadeklinik først at være klar 9 måneder efter en endelig beslutning er truffet, og så er vi henne omkring årskiftet.
Udgiften til den udvidede åbningstid på skadeklinikken i Farsø er med behandlingssygeplejersker beregnet til 1,5 kroner årligt.
Pia Buus Pinstrup foreslår, at man i stedet opgraderer skadeklinikken med lægedækning. De ekstra udgifter, det vil medføre, vil hun finde ved at lukke skadeklinikken i Hobro, som også er dækket af behandlingssygeplejersker. Til gengæld skal Hobro beholde de medicinske specialer - herunder lægevagten -, mens Farsø får det ortopædkirurgiske speciale.
- Således har man en rigtig skadestue, i stedet for to halve tilbud, slutter hun.
En endelig godkendelse af flertalsindstillingen skal nu en tur i Forretningsudvalget og Regionsrådet.