Toppedalskolens afdeling på Brøndumvej må gerne nedlægges og erstattes af en ny skolebygning ved afdelingen på Vilstedvej, hvis det står til skolebestyrelsen.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Udløbsdatoen kan være nært forestående for Toppedalskolens afdeling for de ældste elever på Brøndumvej mellem Salling og Brøndum - den tidligere Bakkeskolen. Et stort renoveringsbehov for 15 millioner kroner på Toppedalskolens to afdelinger har fået både kommunen og skolebestyrelsen til at overveje nybyggeri.
Den såkaldte masterplan for skolevæsenet i Vesthimmerland beskriver behovet for renoveringer på skolerne, og her har Toppedalskolen i adskillige år ventet på at komme for tur. Nu er turen kommet, da den er blandt de fem skoler, som Børne- og Familieudvalget har prioriteret at tage fat på.
- Vi har fået til opgave at tage stilling til, om vi ønsker en renovering af de to afdelinger på Vilstedvej og Brøndumvej, eller om vi foretrækker at nedlægge den ene og samle det hele på et sted ved at bygge nyt. Det har vi snakket frem og tilbage om, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har tænkt på lokalsamfundet i den proces. Men vi peger alligevel på, at nedlægge afdelingen på Brøndumvej, da den er i den dårligste stand af de to, siger Tina Mejdahl, der er formand for skolebestyrelsen på Toppedalskolen.
Hun tilføjer, at idéen om en samling af skolen er forvaltningens idé, men hun siger også, at skolebestyrelsen er enig i, at der skal ske noget.
- Med den løsning kan vi også lette nogle overgange, når eleverne ikke skal flytte matrikel mellem 3. og 4. klasse, siger Tina Mejdahl.
Helt for egen regning forestiller skolebestyrelsesformanden sig, at idéen om nybyggeri fremfor renovering er kommet i spil som en udløber af debatten om Løgstør Skole, hvor man i 2017 kom for sent i gang med at diskutere det ene frem for det andet. Det endte med en påbegyndt renovering, selv om lokale kræfter havde beregnet, at nybyggeri ville være billigere.
Politisk vilje til at se på muligheden
Det nye skoleprojekt i Vindblæs er stadigvæk et stykke vej fra første spadestik. Det er en idé, som er i sin første fase, og Børne- og Familieudvalget skal indledningsvis på tirsdag den 1. maj tage stilling til, om det vil afsætte 150.000 kroner til, at arkitektfirmaet Krogh Madsen hyres til sammen med Toppedalskolen og kommunens ejendomscenter, at fremkomme med en overordnet situationsplan med grove skitsetegninger og overslagsøkonomi som giver en nærmere beskrivelse af en samling af Toppedalskolens to afdelinger på én matrikel i Vindblæs.
Et foreløbigt overslag angiver en byggesum på 42 millioner kroner.
Udvalgsformand Inger Nielsen (V) siger, at der har været en god dialog med Toppedalskolen, så det er værd at se på muligheden for at samle skolen.
- Jeg har selv besøgt skolen, og den trænger voldsomt til en renovering, og det bliver dyrt. Men jeg tænker også på, om man kan forvente, at alle eleverne flytter med til Vindblæs. Det er et stort skoledistrikt, så det synes jeg, man skal have undersøgt, siger Inger Nielsen.
Der er heller ikke afsat penge til en ny skolebygning, og kommunen står også foran en stor skolerenovering i Aalestrup, så der er rift om pengene, erkender Inger Nielsen.