Et nyt tilbud åbner op efter juleferien op i Kultur- og Idrætscenter Lanternen. Det bliver et skærmfrit pusterum for skolebørn efter skoletid og inden fritidsaktiviteter for elever fra 4. klasse og opefter.
”Pusterummet”, som tilbuddet fra Lanternen er døbt, er ikke et kontrolleret pasningstilbud. Det betyder, at barnet kan komme og gå, som det passer eleven og elevens forældre.
Claus Jensen, som er en af initiativtagerne til dette nye tilbud fortæller:
”Vi håber på at kunne skabe et tilbud, hvor en del aktiviteter er præget af medlemmernes egen selvforvaltning. Pusterummet bestræber sig på indflydelse fra medlemmerne ved at kunne præsentere populære aktiviteter og emner, som udfordrer medlemmerne, således at aktiviteterne er en vekselvirkning mellem børnenes egne aktiviteter og vokseninspirerede.”
Centerleder for Kultur- og Idrætscenter Lanternen, Dorte Svenningsen fortsætter:
”Vi har søgt midler hjem til opstart af tilbuddet. Vi har desuden et mål om at kunne tilbyde et lettere hyggeligt mellemmåltid for de fremmødte unge mennesker. Derudover skal de donerede midler bruges til at tilbyde aktiviteter som eksempelvis brætspil, bordtennis og boldspil.”
Pusterummet vil åbne 6. januar, og vil til at starte med blive bemandet med frivillige voksne, og tilbuddet vil være åbent mandage – torsdage i tidsrummet kl. 14.00-16.00 på skoledage.