Fredag d. 18. januar 2019 - Årgang 13

Skolebygning i Strandby tilhører igen Vesthimmerlands Kommune

19-12-2018

I mandags blev der sat borgmesterunderskrift på, at den gamle skole i Strandby atter tilhører Vesthimmerlands Kommune.

Det store arbejde med at stable en friskole på benene i Strandby holdt kun et par år. Vesthimmerlands Naturfriskole, som så dagens lys efter lukningen af byens folkeskole i 2016, kunne ikke mønstre det krævede minimumselevtal og var derfor nødsaget til at lukke i efteråret.

Nu er skolebygningen så atter i kommunens varetægt.

Men der er ikke aktuelle planer til skolens anvendelse. Borgmester Per Bach Laursen siger, at han sagtens kan forestille sig bygningerne anvendt til undervisningsformål af en eller anden art. Men han forestiller sig også, at den dårligste del af bygningsmassen skal rives ned.

Specifikke planer er der endnu ikke for bygningerne, men de bliver ikke udbudt til salg, fastslår borgmesteren.

Eleverne fra Vesthimmerlands Naturfriskole er blevet flyttet til andre skoler i lokalområdet. 

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!