”Har Vilsted Friskole lyst til at komme en tur i Legoland”? spurgte stemmen i telefonen, da Vilsted Friskole en morgen fik en opringning fra Ranum Taxi.
Beslutningen var ikke svær, og derfor drog Vilsted Friskoles 37 mellemgruppe-elever i sidste uge afsted mod Billund, hvor Ranum Taxi sponsorerede entrébilletterne.
Forældrene var orienterede om, at elevernes skoledag ville være særlig lang, og eleverne havde fået besked på at medbringe en ekstra stor madpakke. Men målet for turen vidste hverken forældre eller elever noget om.
Derfor var overraskelsen også stor, og jubelen ville ingen ende tage, da Legolands indgangsparti tonede frem i bussens forrude.
Elever, lærere og hjælpere fik en uforglemmelig dag i skønt sensommervejr, hvor bevægelse, leg og samvær var i højsædet.