Lanternens driftsselskab kom ud med et pænt overskud på knap en halv million kroner.
Af Jacob Dalgaard
Kultur- og Idrætscenter Lanternen S/I holdt torsdag aften generalforsamling, hvor formand Benny Hansen berettede om de mange aktiviteteter, der har været afholdt under Lanternens vinger det seneste års tid. Det var mange, og de har hver især bidraget til et positivt års resultat.
Lanternens regnskab er opdelt i to. Den selvejende institution kom ud med et overskud på 53.000 kroner, mens selve driftsselskabet landede et plus på 456.000 kroner.
- Dette skyldes vores optimering af energi med LED lys og forårsmessen, og at Løgstør skole og børnehaven Kridthuset har været genhuset i Lanternen, mens skolen er blevet renoveret, forklarede Benny Hansen.
Forårsmessen 2019 havde deltagelse af 4.500 mennesker, og den næste messe finder sted i marts 2021.
Benny Hansen kunne også glæde sig over, at han efter et par års tilløb endelig kan se frem til at få etableret fodboldbaner ved Lanternen og dermed snart kan byde Løgstør IF velkommen i huset.
- Vi glæder os også helt vildt til at få LIF over i Lanternen 100 %, så vi og LIF kan få gavn af synergien i hele projektet, som var en af forudsætningerne mht. totaløkonomi, da Lanternen blev bygget for 5 år siden, sagde Benny Hansen.
Nu ser han frem til, at 4. og sidste etape også fuldendes: opførelsen af en svømmehal i Lanternen. Projektet er indsendt til Vesthimmerlands Kommune som et budgetønske til en kommunegaranti.
Der var ingen på valg til bestyrelsen i år. Den består derfor fortsat af Benny Hansen, Johanne Jensen, Allan Nielsen, Susanne Kollerup, Karina Christensen og Anita Johansen. Suppleanter er Rene Danielsen og Lars Marquart.