Lørdag den 2. november kl. 10 mødes en gruppe borgere i Ranum Multikulturhus, hvor de vil forsøge at etablere en SMS-ordning under Region Nordjylland, så lokale frivillige bliver tilkaldt og kan yde førstehjælp i tilfælde af hjertestop.
Dagens program vil bestå af et oplæg om den politiske baggrund ved Mogens Ove Madsen, der er formand for akut- og praksisudvalget og medlem af regionsrådet for Socialdemokratiet, undervisning i hjertelungeredning ved anæstesilæge Lars Lawrence og anæstesisygeplejerske Berit Byg samt demonstration af hjertestartere ved Jørn Bloch. Alt sammen garneret med praktiske øvelser, så deltagerne kan få mulighed for at øve sig under rolige forhold, før det måske bliver alvor en dag.
Ligeledes vil Berit Byg informere kort om de praktiske detaljer i ordningen, ligesom man kan blive opskrevet til deltagelse i ordningen mod fremvisning af ren straffeattest.
Det hele finder sted med venlig opbakning fra Lars Borregaard fra Ranum Multikulturhus og Jørn Bloch, der begge har lovet at støtte op om indkøb af materialer til deltagerne.
- I tiden fra vi begyndte at planlægge oprettelsen af vores egen sms-ordning har regionen takket ja til et samarbejde med Trygfonden om hjerteløberordningen.
Vi fastholder dog fortsat, at det er en god ide med en regional sms-ordning som supplement til Trygfondens, da det giver os mulighed dels for at afvikle noget systematisk undervisning og samtidig støtte op om hinanden i de situationer, hvor vi måtte komme til indsats.Ligesom vi mener, at dette vil være et godt bidrag til sammenholdet på vores egn, siger Berit Byg.
SMS-ordningen kommer til at dække Ranum, Vitskøl, Rønbjerg, Næsby og Lendrup.