Der var lidt større fremmøde end normalt, da Samuel Frederiksen onsdag aften spillede solen ned i Hvalpsund.
Tekst og foto: Per Lyngby
Onsdag aften troppede Himmerlandscentrets Idrætsefterskole op på lystbådehavnen i Hvalpsund for at nyde de sprøde toner fra Samuel Frederiksens cornet, da han traditionen tro spillede solen til ro.
Samuel Frederiksen var naturligvis ikke sen til at spotte det store og ungdommelige fremmøde, så han indrettede vanen tro sit repertoire efter sit publikum. Man kunne derfor nyde kendte efterskolesange som “Linedanser” og “Livstræet”, som blev suppleret med sang fra unge struber på falderebet af deres efterskoleår.
Efterskolen, som ligger i Haverslev, er hvert år på afslutningstur til lejrskolen “Over Koen” ved Hvalpsund, men det var første gang, man hørte dem indgå i solnedgangskoncerten - og hvem ved, måske er en ny tradition blev skabt?
De øvrige fremmødte roste eleverne for deres sang, og dem der mødte tidligt op nåede også at opleve en spontan gymnastikopvisning, som de 135 elever opførte på parkeringspladsen foran marinaen.
Torsdag cyklede eleverne atter mod Haverslev, hvor de har sidste skoledag lørdag.