Fra onsdag den 6. juni 2018 sammenlægges Spar Nord Farsø og Spar Nord Aars i én samlet enhed i den eksisterende afdeling i Aars. Sidste åbningsdag i Spar Nord Farsø er den 4. juni 2018.
Efter nogen tids overvejelse er det blevet besluttet, at Spar Nord Farsø sammenlægges med Spar Nord Aars i de eksisterende lokaler i Aars. Sammenlægningen af de to afdelinger betyder, at de tilbageværende 3 medarbejdere i Spar Nord Farsø fremover bliver en del af det eksisterende team i Spar Nord Aars, som herefter vil bestå af et samlet hold på 11 medarbejdere. Dermed bevarer hovedparten af kunderne deres nuværende rådgiver, og de kunder, som må skifte rådgiver, har fået særskilt besked om dette.
Direktør i Spar Nord Bankområde Vesthimmerland, Klaus H. Frederiksen, forklarer, at baggrunden for sammenlægningen blandt andet skyldes en fortsat ændring i kundernes brug af bankerne, hvor de i højere grad efterspørger kompetent rådgivning og services på tværs af fagområder, som kan være vanskeligt at håndtere i de mindre afdelinger:
- Afgørende for beslutningen har været, om vi har kunnet imødekomme kundernes stigende krav til rådgivningen kombineret med de store udfordringer, vi har, med at kunne tiltrække de rigtige lokale, velkvalificerede kompetencer til at opfylde disse krav, siger Klaus H. Frederiksen og fortsætter:
- Det vurderes derfor, at en sammenlægning vil være det mest optimale på både den korte og lidt længere bane, da vi fremadrettet vil stå stærkere ved at samle kompetencerne i det eksisterende team i Spar Nord Aars – såvel internt i dagligdagen som udadtil i forhold til den rådgivning og de services, vi tilbyder vores kunder.
Klaus H. Frederiksen påpeger, at medarbejderne i Spar Nord Farsø ser frem til at blive en del af Spar Nord Aars, hvor kunderne fremover vil opleve en større spændvidde inden for rådgivning af virksomheder og privatkunder. Kunderne i Spar Nord Farsø flytter med deres rådgiver over i Spar Nord Aars og vil derfor fortsat opleve de samme kendte ansigter, når de fremover kommer i Spar Nord Aars.
Sammenlægningen af Spar Nord Farsø og Spar Nord Aars gennemføres i begyndelsen af juni, hvor sidste åbningsdag i Spar Nord Farsø bliver mandag den 4. juni. Første åbningsdag i Spar Nord Aars med det samlede team bliver onsdag den 6. juni. Her vil nuværende afdelingsdirektør i Spar Nord Farsø Ole Kuhr fortsætte i stillingen som souschef, mens den nuværende privatkundechef i Spar Nord Aars Dorthe Rask Jacobsen forsætter i sin nuværende stilling.