Med er resultat før skat på 761 millioner kroner for 1.-3. kvartal har Spar Nord Løgstør og resten af Spar Nord netop afleveret det bedste resultat for perioden nogensinde. Samtidig opjusteres forventningerne til hele årets indtjening med 100 millioner kroner.
Kvartalsregnskabet fra Spar Nord viser, at Spar Nord Løgstør sammen med resten af Spar Nord-koncernen i perioden 1.-3. kvartal har tjent 761 millioner kroner før skat. Resultatet er 55 procent bedre end samme periode sidste år og det bedste resultat for perioden i bankens historie.
Direktør Leif Ø. Christensen forklarer blandt andet rekordresultatet med et højt aktivitetsniveau på især bolig- om formueområdet, ligesom han også hæfter sig ved flere strategiske tiltag, der har været med til at trække regnskabsresultatet i rekord. Det gælder blandt andet overtagelsen af godt 900 erhvervskunder og et samlet forretningsomfang på cirka 4 milliarder kroner fra FIH Erhvervsbank.
"Regnskabet afspejler en bedring i den almindelige drift, hvor vi oplever stor efterspørgsel inden for boligfinansiering og formueforvaltning. Men vi ser også en positiv effekt af de forretninger, som vi har overtaget i løbet af året, og som nu bidrager positivt til bundlinjen," siger Leif Ø. Christensen og tilføjer:
"Så alt i alt er der mange gode takter, og vi kan vist ikke tillade os andet end at være godt tilfredse med det her regnskab."
Begivenhedsrig periode
Tredje kvartal har ligesom året som helhed været en usædvanlig begivenhedsrig periode for Spar Nord.
Ud over overtagelsen af kunder fra FIH Erhvervsbank har Spar Nord også besluttet at genoptage bankens leasingaktiviteter ved at etablere Spar Nord Leasing.
Desuden har Spar Nord efter afslutningen af tredje kvartal besluttet at skifte datacentral fra SDC til BEC. Det skal sikre betydelige omkostningsbesparelser og ikke mindst en stærkere konkurrencekraft på it-området.
"Så vi er mildt sagt inde i en begivenhedsrig periode, men vi kan se, at det både på kort og lang sigt bevæger banken i den rigtige retning," uddyber Leif Ø. Christensen.
Opjustering
På baggrund af udviklingen i 1.-3. kvartal samt begivenheder efter periodens afslutning opjusterer Spar Nord forventningerne til hele årets basisindtjening fra 1.100 millioner kroner til 1.200 millioner kroner.
Spar Nord forventer for hele 2014 nedskrivningerne realiseret på et lidt lavere niveau end i 2013 og det til trods for, at banken i tredje kvartal gennemførte en ekstraordinær porteføljenedskrivning på landbrugskunderne på 60 millioner kroner.