Den 2. oktober var der hen under aften ekstra liv på Risevej i Vester Hornum, hvor der blev kørt cykelsponsorløb til fordel for en ny legeplads på Vester Hornum skole. Mange elever havde forinden tegnet sponsorkontrakter, og på en afgrænset rute var det så med at køre så mange omgange som muligt.
Samtidigt med cykelløbet blev der løbet på sportspladsen bag skolen. Her drejede det sig også om at nå så mange omgange rundt som muligt i den afsatte time, som sponsorløbet varede. Løbeiveren var stor, og forældre og pårørende var flinke til at heppe og bakke op om løbet.
Hvis energien hos løberne og cykelrytterne var ved at slippe op, var der mulighed for at gøre et stop ved ét af de depoter, der var arrangeret i dagens anledning. Her kunne man få vand, frugt, slik og andre ”energitilskud”.
Sponsorløbet foregik lige midt i spisetiden mellem 17 og 18. Derfor var det arrangeret således, at forældrene havde mulighed for at købe take-away-mad med hjem. Om formiddagen havde en gruppe elever lavet masser af pastasalat, som forældrene var flinke til at købe.
Arrangementet sluttede med, at der blev trukket lod om en række sponsorgaver, og gevinstchancen var vist lidt større end normalt, idet der var rigtig mange gaver til lodtrækningen. Ligeledes blev der uddelt præmie til den bedst udklædte løber og cykelrytter.
Med arrangementet kom Vester Hornum skole et skridt nærmere en legeplads. I alt indbragte sponsorarrangement ca. kr. 26.000.