Sportsugen 2017 i Aggersund er i gang. Men arrangørerne giver rabat til de festramte borgere.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Det er kun en måned siden, Aggersund stod på den anden ende i anledning af Aggersundbroens 75 års jubilæum. Det kan godt mærkes til årets udgave af Sportsugen, siger Mads Røge fra Aggersund Idrætsforening, som er medarrangør af aktiviteterne.
- Vi har næsten lige holdt brofest, og det er de samme mennesker, der nu skal punge ud til Sportsugen. Derfor har vi valgt en anden menu til halv pris til festen i aften, siger Mads Røge, der således håber, at byens borgere ikke fravælger festen på grund af prisen. Menuen står på byg-selv burgere, som fås for en halvtredser, og typisk dukker der mellem 150 og 200 Aggersundborgere op til den del af Sportsugen.
Sportsugen startede i går med banko og præmiewhist, som er en klassiker i Aggersund. I dag åbnede ballet klokken 10, hvor der var karnevalsoptog gennem Aggersund med start ved Aktivitetshuset og afslutning i Brogade på den gamle krogrund. Her var der rejst telt, hvor der blev serveret kaffe og rundstykker.
Sportsugen skal måske flyttes
Førhen varede Sportsugen i Aggersund vitterligt en uge. Men for 7-8 år siden blev den kortet ned og komprimeret til 4 dage. Det har været godt i den forstand, at det er blevet sværere og sværere at finde folk til at tage del i løjerne, siger Mads Røge.
Af samme grund pønser arrangørerne også på at flytte Sportsugen.
- Den har traditionelt ligget i uge 29 og 30, men med årene er folk begyndt at prioritere deres ferie mere og mere, og så er det svært at holde folk hjemme på den tid af sommeren. Så en løsning kunne være at skubbe Sportsugen til weekenden i uge 31, hvor nogle er begyndt at arbejde igen, funderer Mads Røge.
Lørdag var der nu fin opbakning til årets havetraktortræk. 40 havetraktorer var tilmeldt til stævnet, og de dystede på at trække den tunge slæde så langt som muligt for at få én af de mange pokaler med hjem.
I morgen er der bunkefodbold, petanque og lerdueskydning på programmet, og mandag er 12 hold tilmeldt den traditionsrige gade/firmafodboldturnering.
Faktisk er der også et punkt på programmet tirsdag. Det hedder "oprydning", og her er alle også velkomne, fremgår det af Sportsugens program.
Sportsugen plejer at give et overskud på mellem 30.000 og 45.000 kroner til gavn for Aggersund Idrætsforening.