Søndag d. 19. november 2017 - Årgang 12
Fra venstre ses Mette Frederiksen sammen med Palle Jensen, Nicolai Wammen, Ulf Givskov Bender og Asger Andersen ankomme til skolen

Statsministerkandidat dumpede forbi på Erhvervsskolerne Aars

13-11-2017

Eleverne på erhvervsuddannelserne i Aars fik sig en overraskelse, da deres undervisning mandag blev afbrudt af Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen og en række andre toppolitikere.

Tekst og foto: Jacob Dalgaard

Folketingsmedlem Rasmus Prehn var i går gæstelærer på Erhvervsskolerne Aars, hvor han forelæste om demokrati. Men kort før klokken 11 blev underviningen afbrudt af en lille flok politikere, der var på rundvisning på skolen.

Statsministerkandidat Mette Frederiksen var på sin bustur rundt til de socialdemokratiske borgmesterkandidater nået til Vesthimmerland, hvor Palle Jensen derfor tog imod på skolen sammen med en anden byrådskandidat, Vibeke Hvidsten fra Hvalpsund.

Med i bussen var også Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, og sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen. Desuden sluttede den socialdemokratiske regionsrådsformand Ulla Astman sig til delegationen.

Dialog med eleverne

Mette Frederiksen snuppede Prehns mikrofon og indledte en dialog med de mange elever, der dog ikke havde mange spørgsmål. De var retfærdigvis heller ikke forberedte på besøget fra den måske kommende statsminister. Hun fik dog slået fast, at den nuværende regerings årlige besparelse på 2 % på uddannelsesområdet stopper, hvis hun får statsministertaburetten.

- Hvorfor er det Socialdemokratiet ikke vil give skattelettelser. Det er fordi vi hellere vil bruge pengene på uddannelser til jer, sagde Mette Frederiksen, der også fik snakket SU og manglende busforbindelser med de unge.

Efter dialogen med eleverne overrakte Ulf Givskov Bender, direktør på Erhvervsskolerne Aars, en t-shirt til både Mette Frederiksen og Ulla Astman påtrykt de mange uddannelser, som man kan påbegynde på skolen.

Inden de socialdemokratisk toppolitikere hastede videre, nåede de en kort rundvisning på skolen, hvor de blandt andet fik en orientering af praktikcenterleder Asger Andersen. Han kunne berette, at skolerne har efterpørgsel på 50 praktikpladser, som der ganske enkelt ikke er elever nok til at besætte.

To mandater mere til S vil være godt

Mette Frederiksen og Palle Jensen nåede også at kommentere det forestående kommunalvalg, hvor Mette Frederiksen erkender, at Vesthimmerland er en af de kommuner, hvor Socialdemokratiet står med en af de største udfordringer, hvis det skal lykkes at få en rød borgmester.

Valget afgøres om en uge, og for borgmesterkandidaten selv er en markant fremgang en betingelse for succes. Socialdemokratiet sidder i dag kun på 4 af de 27 pladser i byrådet.

- Seks vil være godt og 7 vil være en sejr, siger Palle Jensen, der således skal hive en fremgang på mindst 50 procent i hus for at sikre successen.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!