Socialdemokratiets statsministerkandidat Mette Frederiksen var i dag på visit i Gedsted, hvor hun tankede politisk input til Christiansborg.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Sundhedspolitik fylder meget i hele Danmark i disse dage. Men i Gedsted har der længe været særligt fokus på borgernes sundhed. Dels mistede byen sidste år sin praktiserende læge, der stoppede og rykkede til et lægefællesskab i Hobro. Dels har byen i årevis ligget i den tunge ende, hvad angår akutte responstider i Region Nordjylland.
Mette Frederiksen havde valgt at aflægge et hurtigt besøg i Gedsted for at diskutere politik med borgerne, og klokken 11.10 parkerede hendes turbus udenfor Medborgerhuset, hvor torsdagsklubben var samlet og for en stund suspenderede deres nørkleri.
Sundhedsreform er en centraliseringsøvelse
Den socialdemokratiske formand var ikke sen til at skyde regeringens nye sundhedsudspil ned.
- Der må ikke være for store forskelle på, hvor i landet, vi bor, og sundhedsreformen, som regeringen har fremlagt, er en stor centraliseringsøvelse, lød partiformandens kølige modtagelse af udspillet, der især var rettet mod de 21 sundhedsfællesskaber med udpegede bestyrelser.
- Tror I, man kan ringe til nogen i sådan en bestyrelse? Jeg er imod sådan en professionel bestyrelse, fordi man ikke kan få fat i dem, der sidder i den og stille dem til ansvar. Jeg tror, vi skal gøre det mere enkelt og ansætte flere sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og uddanne nogle flere læger, sagde Mette Frederiksen til de omkring 60 tilhørere i Medborgerhuset.
Tjenestepligt for læger
Får Mette Frederiksen magt som hun har agt efter det kommende folketingsvalg, vil hun indføre tjenestepligt for nyuddannede læger. Det skal ske ved at unge, nyuddannede læger, der ellers har en tendens til at søge mod større byer, efter deres basisuddannelse får pligt til at arbejde hos en praktiserende læge en periode.
- Jeg må tage ansvaret for, at der er lægedækning i hele Danmark, eller kommer der ikke læger herud, og så må jeg tage kampen med lægerne, lød det populære budskab til borgerne i Gedsted.
Efter at Gedsteds praktiserende læge flyttede fra byen, lykkedes det ikke at finde en ny. Derfor har region Nordjylland oprettet en midlertidig regionsklinik med lægedækning.
Brug de 6 milliarder på mere personale
Det lokale, socialdemokratiske byrådsmedlem Doris Lauritzen havde påtaget sig opgaven med at være vært for Mette Frederiksen, og hun havde et klart budskab, som hun bad Mette Frederiksen tage med til Lars Løkke Rasmussen:
"Brug de 6 milliarder kroner (fra sundhedsreformen, red.) til flere læger, sygeplejersker og SOSU'er. Det skal på plads først!"
Søren P. Johansen ønskede, at det var muligt at skifte primær sygehus på tværs af regiongrænser, når man som i Gedsted har meget kortere til sygehuset i Viborg fremfor Aalborg Universitetshospital. Det blev hørt.
Intet sparet på kommunalreform
En borger ville vide, om der var sparet noget på kommunalreformen fra 2007, og det har samfundet ikke, hvis man skal tro Mette Frederiksen. Mange lokalsamfund har fået det dårligere med lukninger af butikker og offentlige institutioner, og de administrative lag i det offentlige er vokset på grund af evalueringer, analyser, kontroller på bekostning af kerneopgaver, forklarede hun.
En anden borger ville vide, om Mette Frederiksen i spidsen for en eventuel regering vil arbejde for at forbedre de sociale ydelser.
- Jeg går ikke til valg på at sætte sociale ydelser op. Lige nu mangler vi arbejdskraft, så jeg vil hellere sætte ind med mere uddannelse, så de arbejdsløse matcher efterspøgslen på arbejdsmarkedet. Det er min prioritering, fastslog Mette Frederiksen.
Efter godt tre kvarter i Gedsted var Mette Frederiksen klar til at haste videre til sit næste stop i Skejby.