Når de 6 beboerforeninger på Louns Halvøen – Gedsted, Alstrup, Louns, Hvalpsund, Ullits og Gl. Ullits – i samarbejde med Vesthimmerlands Kommune indvier det nye stisystem Louns Halvøen Rundt i uge 41, bliver det bl.a. med et motionsløb, der kommer hele vejen rundt.
Det nye stisystem kommer til at gå på eksisterende stier, stranden og ad mark – grus- og landeveje. Hele vejen vil man blive guidet af pæle med påsat pictogrammer, der viser vej. I landsbyerne vil der blive opsat informationsskilte, der fortæller om den landsby skiltet står ved.
På havnen i Hvalpsund og ved Herregården Hessel (kommer senere) er der opsat en interaktive kikkerter, hvor man se hele halvøen og hvor man kan få oplysninger om de forskellige seværdigheder.
Man vil kunne hoppe på ruten i alle landsbyerne og vil kunne følge ruten derfra. Hele turen er ca. 31 km hvoraf over halvdelen er langs stranden.
En af aktiviteterne til indvielsen vil være et motionsløb arrangeret af Gedsted Beboer- og Erhvervsforening i samarbejde med Vesthimmerlands Vinter Cross Cup. Løbet starter på Torvet i Gedsted søndag d. 12. oktober kl. 13.
Man kan løbe turen alene eller sammen med 1 eller 3 medløbere. På turen er der 3 depoter i henholdsvis Louns, Hvalpsund og Ullits, hvor man kan få energi til det næste stræk. Efter løbet vil løberne blive beværtet med grillpølser og en øl eller vand.