En uindregistreret Audi A8 er forsvundet på Rapsmarken i Løgstør. Bilens ejermand udlover dusør på 50.000 kroner til den, der kan skaffe bilen uskadt tilbage.
Peter Veggerby Pedersen fra Løgstør ærger sig gul og grøn i disse dage. I fredags mistede han nemlig enl Audi A8 fra 2011, som med ekstraudstyr har en nyværdi på 2,5 millioner kroner.
Bilen blev stjålet på Rapsmarken 2 i Løgstør, hvor bilen har været opbevaret i et halvandet år hos en ven af Peter Veggerby Pedersen. Bilen er nemlig ikke blevet indregistreret endnu, og har således en reel værdi på mellem 450.000 og 500.000 kroner.
Problemet for Peter Veggerby Pedersen er bare, at bilen ikke var forsikret. Derfor udlover han nu en dusør på 50.000 kroner til den person, der kan skaffe ham bilen uskadt tilbage.
I tirsdags var der indbrud på Rapsmarken 2, som ejerne fraflyttede for 2 uger siden. Dengang blev bilen ikke rørt. Fredag var der indbrud igen, og denne gang var det bilen, der blev taget. Selv om der ikke var strøm på bilen, har gerningsmændene fået liv i den og øjensynligt startet den med nøglen, som hang i et nøgleskab på ejendommen.
Bilen er sort metal med sort læder indtræk. Den har på gerningstidspunktet kun kørt 1980 kilometer.
Peter Veggerby Pedersen erkender, at det var letsindigt ikke at forsikre bilen, og derfor udlover han nu den store dusør. Han kan kontaktes på tlf.: 40 55 7-9-13.