Søndag d. 25. oktober 2020 - �rgang 15

Stor filosof tages under behandling i folkeuniversitetet

02-10-2020

Lektor Finn Høghøj fra Hjørring er den næste gæst i Folkeuniversitetet i Vesthimmerland, når han på torsdag fortæller om den tyske filosof Hannah Arendt (1906-1975).

På grund af coronasituationen har folkeuniversitetet flyttet alle sine kommende arrangementer til Ranum Efterskoles store festsal, hvor der er god plads. 

Næste gang er på torsdag den 8. oktober, hvor Finn Hoghøj ikke kun vil give et indblik i Hannah Arendts tænkning men også en forståelse af mennesket Hannah Arendt.

Hannah Arendt, der af mange beskrives som en af det 20. århundredes væsentligste filosoffer, var tysk jøde, udviste allerede som barn og ung en usædvanlig skarphed i sin tænkning og måtte i trediverne flygte til USA, efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland.

Hendes egen historie blev således afgørende for hendes tanker om det ondes banalitet, totalitarismens oprindelse, at være statsløs og flygtning, men også om vores forpligtigelse til at være politiske mennesker og måden at omgås hinanden på.

Den dag i dag tjener hendes tanker stadig til stor inspiration for mennesker verden over og er ovenikøbet måske mere aktuelle nu end nogen sinde før.

Se annoncen for foredraget her

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!