Miljømærkning Danmark markerede deres ankomst til Løgstør med en stor fest for de lokale.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Der var stort set kun københavnsk dialekt, da Miljømærkning Danmarks medarbejdere i går præsenterede sig selv for 200 fremmødte borgere fra Vesthimmerland på Pavillon ChristiansMinde i aftes. Men inden udgangen af 2020 skal virksomheden være jysk, og det blev markeret ved en "hilse på-fest".
I januar blev det fra regeringens side besluttet, at Miljømærkning Danmarks opgaver for staten skal flyttes til Løgstør. Det svarer til 24 arbejdspladser, og det var hovedparten af disse, som iført hvide svanemærkede t-shirts var mødt op i Løgstør.
Administrerende direktør Anna Hasløv fortalte, at alle medarbejdere glæder sig til opgaven med at flytte til Løgstør, og sådan virkede de også, da de glade og veloplagte hilste på de fremmødte, som også var glade for at få københavnerne til byen.
Virksomhedens kunder ligger fortrinsvis i København, så der venter en opgave med at udbrede Svanemærket til jyske virksomheder. I Vesthimmerland er det kun Scandi Byg, der er svanemærket.
Miljømærkning Danmark var værter ved mad og drikke fra kl. 17 til 19, og der var også arrangeret en quiz om Miljømærkning Danmark med fine præmier. Hovedpræmien var en udflytning til København i form af et weekendophold på et svanemærket hotel i hovedstaden. Det blev vundet af den nyklækkede student Maria Larsen fra Løgstør.
Arrangementet blev rundet af med en koncert med Hugo Helmig, der er ved at træde ud af sin far Thomas Helmigs fodspor og skabe sig sin egen karriere.
Miljømærkning Danmark skal inden udgangen af 2020 have etableret de 24 arbejdspladser i Løgstør, men der er allerede indgået aftale om at erhverve ejendommen i Fischersgade 56 som fremtidigt domicil. Der mangler blot en endelig godkendelse af en lokalplan, førend en mindre ombygning af ejendommen kan gå i gang.