Over 160 mennesker havde købt billet til et foredrag med forfatter, journalist og Ruslandsekspert Leif Davidsen, som i aftes holdt foredrag i Ranum Efterskoles festsal.
Det var en af Danmarks store forfatterkapaciteter, der i aftes var gæst i Ranum. Leif Davidsen var inviteret af Folkeuniversitetet i Vesthimmerland og Ranum Menighedsråd for at fortælle om den russisk-ortodokse kirkes rolle i det mægtige land.
I 1924 var kirken næsten udslettet under Stalin. Men efter Sovjetstatens opløsning i 1991 fik den en renæssance. Leif Davidsen sluttede sit foredrag med at fortælle, at Vladimir Putin er erklæret troende, og brugte kirken som støtte. Men han beskrev også Putin som en guddommelig skikkelse, der svæver over vandene som en zar - men som alligevel har en hær til at passe på sig, hvis den guddommelige aura alligevel ikke skulle være nok til at beskytte ham.
I foredraget var der indlagt en pause, hvor Ranum Efterskole flottede sig ved at være vært ved et flot kaffe- og kagebord. Efterskolen have også vederlagsfrit givet husly til det velbesøgte arrangement.
Det talstærke publikum havde mange gode spørgsmål til Leif Davidsen om alt fra EU, Kina, Syrien-krigen til USA's nye præsident Donald Trump, som indsættes i dag. Leif Davidsen vovede at påstå, at Donald Trump med sin mangel på politisk erfaring ikke holder en hel 4-årig periode i embedet.