75 års dagen for nedskydningen af en amerikansk pilot i Næsborg blev i dag markeret med en mindehøjtidelighed med stor deltagelse.
Piloten 2nd Lt. Robert J. Kennings liv endte brat i dag for præcis 75 år siden. Under Anden Verdenskrig blev hans fly skudt ned af tyskerne, og det styrtede ned på en mark ved Næsborg. Flere hundrede meter derfra fandt man liget af piloten.
På årsdagen havde Foreningen af Officerer uden for aktiv Tjeneste arrangeret en mindehøjtidelighed, der startede med en mindegudstjeneste i Næsborg kirke ved sognepræst Torben Haahr. Knap 100 mennesker mødte op, og de blev efter gudstjenesten kørt i bus til mindestenen cirka en kilometer fra kirken.
Mindestenen blev af lokale borgere på Næsborg-egnen rejst til ære for Robert J. Kenning i 1955 på den mark, hvor hans fly blev skudt ned. Ved mindestenen lagde Franz Strehle fra Foreningen af Officerer uden for aktiv Tjeneste i dag en krans for den faldne soldat. Kort efter kransenedlæggelsen dukkede to F-16 jagerfly op fra horisonten og fløj lavt henover de forsamlede ved mindestenen.
Mindehøjtideligheden sluttede med kaffe og kage i Byens Hus i Løgstør med Vesthimmerlands Kommune som sponsor. Det massive fremmøde bevirkede, at der i en hast måtte skaffes mere brød.