Skagensmaler-Musicalen ”Lyset over Skagen” er den største originale og rent danske musical, der har præmiere udenfor København. I 2007 var musicalen senest på Danmarks turné, hvor det regnede med både fem og seks-stjernede anmeldelser.
Messecenter Vesthimmerland har netop indgået kontrakt med Danske Musicals om opførelse af ”Lyset over Skagen” lørdag d. 12. oktober 2019.
Da den succesfulde musical var på Danmarks turné i 2007 var der udsolgt rundt om i hele Danmark. Ekstra Bladet kaldte kort og godt forestillingen ”en genistreg” og Jyllands Posten udråbte musicalen ”til at være den bedste, nye danske musical i mange, mange år”
- I 2007 spillede musicalen også for fulde huse i Messecenter Vesthimmerland – hele 1.290 billetter blev solgt dengang. Vi glæder os derfor rigtig meget til at få en nylancering af forestillingen forbi Vesthimmerland også denne gang, udtaler direktør Brian Otte, Messecenter Vesthimmerland.
Musicalen bliver i Nypræmieren i 2019 opført med Jesper Lundgaard i hovedrollen som Michael Ancher og Nicoline Siff Møller som hans hustru Anna Ancher. Tomas Ambt Kofod og Silke Biranell spiller henholdsvis Marie & P.S. Krøyer.
”Lyset over Skagen” er en sommerdrøm af en musical, som vil turnere Danmark rundt i 2019. De intense skuespilscener med de store kunstnerbohemer, de store ensemblenumre, det smukke lys og de iørefaldende sange, vil kræse lystent for publikums øjne og ører.
I en folklore-agtig ramme følger vi fisker- og kunstnerlivet på ”Toppen af Danmark” ved forrige århundredeskifte. Her lever kunstnerne i både medvind og strid blæst og centralt står ægteparret Marie & P.S. Krøyer, hvis vanskelige gemytter sørger for det dramatiske drive. Et trekantsdrama udspiller sig, da Marie forelsker sig i en svensk komponist, Hugo Alfven. P.S. Krøyer tager kampen op og inviterer kontroversielt komponisten til at bo hjemme hos Krøyers.
Ensemblet består af 18 skuespillere, sangere og 8 musikere.