Efter flere år med udfordret drift lukker SuperBrugsen Farsø. Det forventes at ske i begyndelsen af marts næste år.
”Trods en stor indsats fra medarbejdernes side må vi desværre konstatere, at butikken ikke har udsigt til at vende udviklingen, så den kan komme i økonomisk balance,” siger konstitueret kædedirektør Jesper Gottschalck, SuperBrugsen.
Men Coop vil fortsat være stærkt til stede i Farsø. Den nuværende fakta-butik vil blive bygget om til koncernens nyeste koncept, Coop365, som i øjeblikket testes med stor succes 15 forskellige steder i Danmark. Det er en butikstype, der lægger sig mellem fakta og SuperBrugsen. Udvalget er væsentligt større end i fakta, priserne væsentlig lavere end i SuperBrugsen og på niveau med de billigste discountbutikker.
SuperBrugsen har ca. 25 medarbejdere. Coop vil gøre, hvad man kan for at finde job til dem andre steder i Coop-familien, skriver Coop i en pressemeddelelse.
Den vil fungere helt som normalt de kommende måneder med det normale sortiment og tilbud. Først omkring 1. marts 2021 vil der blive skruet ned.