Miljømærkning Danmark flyttes til Løgstør. Lokaltindblik.dk har talt med den statslige institutions direktør, Martin Fabiansen.
Af Jacob Dalgaard
Der findes ikke mange statslige arbejdspladser i Vesthimmerland, men inden for overskuelig tid kommer 24 af slagsen til Løgstør. Det er resultatet af onsdagens melding fra regeringen, der i alt udflytter omkring 4000 statslige arbejdspladser fra København gennem initiativet Bedre Balance II.
Miljømærkning Danmark, der også går under kælenavnet Miljømærkesekretariatet, holder i dag til på Gøteborg Plads 1 i Nordhavn i København. Meldingen i dag betyder, at institutionen rykker til ganske andre omgivelser.
Selv om arbejdspladserne flyttes 300 kilometer mod nordvest, blev der taget godt imod nyheden i Miljømærkning Danmark i dag, siger direktør Martin Fabiansen.
Han siger, at beslutningen er taget til efterretning, og nu forestår der en opgave med i samarbejde med regeringen at få lavet en plan vedrørende det praktiske. Han kan således ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvornår flytningen til Løgstør effektueres.
Administrerer Svanemærket og EU-blomsten
Miljømærkning Danmark står for at uddele miljømærkerne Svanemærket og EU-Blomsten til produkter i Danmark, som lever op til en række skrappe miljøkrav. Institutionen tager imod ansøgninger fra virksomheder, der ønsker miljømærkerne, og den kontrollerer løbende, at produkterne lever op til kravene. Desuden bliver miljøkravene til de mærkede produkter også løbende skærpet af Miljømærkning Danmark.
En anden opgave er at oplyse og udbrede kendskabet til de to miljømærker, som findes på mere end 15.000 produkter og serviceydelser.
Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke. Det blev stiftet af Nordisk Ministerråd i 1989, og Danmark tilsluttede sig i 1997. EU-Blomsten er det officielle europæiske miljømærke. Blomsten blev etableret i 1992 af EU-Kommissionen, og Danmark har været med fra starten.
Højtuddannet arbejdskraft
Når denne statslige institution rykker til Løgstør, bliver det arbejdspladser til højtuddannede, der kommer til byen. Martin Fabiansen oplyser, at medarbejderstaben primært består af biologer, ingeniører og kommunikationsmedarbejdere.
Om alle 24 ansatte flytter med fra København til Løgstør er nok meget tvivlsomt. En tidligere opgørelse fra Finansministeriet viser, at blot 23 % af medarbejderne flytter med, når statslige arbejdspladser flyttes fra hovedstaden til provinsen. Men måske kan Muslingebyen være et større trækplaster.
Set med Martin Fabiansens øjne er flytningen til Løgstør ikke problematisk overordnet set.
- Miljømærkning Danmark er et særskilt forretningsområde, og vores opgaver kan vi løse fra forskellige lokationer i Danmark, så jeg håber bare, at vi får lavet en god plan for flytningen til Løgstør, siger direktør Martin Fabiansen.
Miljømærkeindsatsen er finansieret af gebyrer, som virksomheder betaler for licenser samt af bevillinger fra Finansloven.