Familien Andersen/Løngaa i Overlade har åbnet en netbutik, der gør i svensk brugskunst.
Svenske loppemarkedseffekter er blevet populære i København, hvor Stepanie Andersen bor. Det gav hende idéen til en dansk netbutik, hvor der sælges svensk brugskunst.
Baggrunden er i orden, for hun er halvt svensk og halvt dansk - og i øvrigt uddannet indenfor kommunikation.
Hun er opvokset i Overlade, hvor hendes forældre - svenske Anne Løngaa og danske Sven Andersen - bor. Netbutikken er blevet et familieprojekt med villaen i Overlade som lageradresse.
Hjemmet har altid været præget af svenske ting blandet med danske, og det er helt legalt at blande stilarterne, siger Stephanie Andersen. Butikken åbnede kort før jul, og hidtil har salget kun foregået over internettet. Sidste weekend var familien dog på Forårsmessen i Løgstør Hallerne, hvor publikum både kunne se og røre de mange fine ting, der især er inspireret af den ærkesvenske forfatter Astrid Lindgren.
Og det er ikke utænkeligt, at vi vil tage ud på flere markeder og vise tingene frem, siger Sven Andersen.
Netbutikken hedder Den Svenske Skattekiste og kan ses på www.densvenskeskattekiste.dk/
På billedet ses Stephanie Andersen og Sven Andersen på deres stand på messen.