Når det landsdækkende svømmearrangement Den Store Svømmedag løber af stabelen på søndag, vil Svømmeklubben RASK være med i kapløbet om flotte pengepræmier. Den Store Svømmedag arrangeres af Dansk Svømmeunion, Børnehjertefonden og HI i samarbejde med de deltagende svømmeklubber og svømmehaller over hele landet.
Den Store Svømmedag, som er Danmarks største landsdækkende svømmebegivenhed, er et breddearrangement, hvis primære formål er, at få flest mulige svømmeglade mennesker en tur i den lokale svømmehal. Der stilles ikke krav til deltagerne om, hvor langt der svømmes – alle meter tæller.
Alle, som møder op og hopper en tur i vandet, modtager et flot diplom som bevis for deltagelse i arrangementet. Samtidig hjælper hver enkelt svømmer Svømmeklubben RASK tættere på de mange flotte præmier.
Der svømmes i år i mere end 35 svømmehaller fordelt over hele landet. Der vil være præmier til de arrangementssteder, som opnår at få flest personer i vandet. De arrangementssteder, som opnår at få flest personer i vandet i forhold til byens indbyggertal, vinder også præmier. Endelig er der også præmier til de arrangementssteder, som tilbagelægger flest meter pr. deltager i løbet af de seks timer, som arrangementet løber over.
Sidste år opnåede Svømmeklubben Rask en flot 3. plads for flest deltagere i forhold til byens størrelse og vandt 2.000 kr. til klubben.