Vesthimmerlands Kommunes takster for 0-2-årige har ikke fulgt gældende lovgivning. Kommunen er derfor blevet pålagt at få bragt orden i tingene af Børne og Socialministeriet.
Af Jacob Dalgaard
Det er ikke i orden at tage samme takst for et vuggestuebarn som et dagplejebarn. Det er beskeden til Vesthimmerlands Kommune, som ellers har kørt med den praksis.
I følge dagtilbudsloven, skal taksterne afspejle de faktiske omkostninger ved at få barnet passet, og da omkostningerne er dyrere i en daginstitution end i en dagpleje, har kommunen forbrudt sig ved at tage samme forældrebetaling.
Vesthimmerlands Kommunen opkræver i dag 2.552 kroner om måneden for 0-2-årige. Det er 25 procent af den samlede omkostning, hvilket er det maksimale, kommunen må opkræve hos forældrene. Men prisen er beregnet ud fra omkostningerne i dagplejen.
Børne- og Socialministeriet har i en skrivelse til kommunen påpeget, at taksten for vuggestuebørn i daginstitution skal udregnes særskilt, og dermed kan forældre til børn i vuggestue se frem til en takststigning på 446 kroner om måneden til i alt 2.998 kroner. Taksterne opkræves altid 11 måneder om året.
Børne- og Skoleudvalget i Vesthimmerland besluttede i sidste uge, at udskyde prisstigningen ved et teknisk indgreb. Ved at fastholde forældrebetalingsprocenten på 25 for dagplejebørn, sænkes den indtil nytår til 21,28 % for vuggestuebørn. Dermed fastholdes den nuværende takst året ud,
Når der skal vedtages takster for næste år, kan byrådet vælge at lade forældrebetalingsprocenten stige til 25 procent for vuggestuebørn, eller fastholde den differentierede betalingsprocent for at holde et ensartet prisniveau for dagplejebørn og vuggestuebørn.