Til september vil der igen være brølende havetraktorer på Vindblæs Stadion, når der arrangeres havetraktortræk. Overskuddet går ubeskåret til Vindblæs Boldklub.
Team Snoller er et lokalt hold af havetraktortrækkere, og holdet har nu taget initiativ til et stævne på Toppedalskolen i Vindblæs til september.
"Teamet har besluttet, at afholde et stævne på Vindblæs skole den 26. september, hvor overskudet går til den lille boldklub i Vindblæs, fordi vi ved, der ikke er for meget at gøre med økonomisk deroppe, og de store sponsorer kommer ikke ud på de små steder som Vindblæs," siger Tom Christensen fra Team Snoller.
Stævnet bliver tilsat professionel lyd ved Nico The-Sleeper Johannesen, der skaber stemning med musik og speak, og en række lokale sponsorer har allerede bakket op om arrangementet.
Tom Christensen ved endnu ikke, hvor mange deltagere, der stiller op. Men typisk er der 30-60 trækkere til den type stævner, siger han.
Og der bliver dystet i flere klasser, så der er plads til helt almindelige havetraktorer til de lidt tungere af slagsen. Der køres efter de såkaldte Jyllands-/Hobro-regler, og Spar Nord har sponsoreret præmier til vinderne.
Hver deltager i trækket skal punge ud med 100 kroner, og dertil kommer salg af øl, vand, pølser og andre gode sager, som skal genere overskuddet.