Der blev løbet og skubbet kørestole i en god sags tjeneste, da Vestermarkskolen, Aars Trim Motion og Aars Handelsstandsforening lørdag formiddag stod for et motionsløb under titlen “Team Tvilling”.
Tekst & foto: Per Lyngby
Konceptet er opstået i forbindelse med, at et tvillingepar gennemførte en ironman, hvor en bror skubbede sin handicappede tvilling i en kørestol. Siden da er der opstået lokale afdelinger af Team Tvilling, også i Nordjylland, hvor flere medlemmer lørdag var med ved løbet i Aars.
Formålet med lørdagens arrangement var at skaffe penge til Børnecancerfonden, og i den forbindelse havde man allieret sig med en gruppe kendte mennesker, som på skift løb og skubbede den ene af de fem kørestole fra Vestermarkskolen, som deltog i løbet. Bokserne Søren Søndergaard og Gert Bo Jakobsen klarede den tjans sammen med håndboldspilleren Helle Simonsen og borgmester Knud Kristensen. Sidstnævnte havde en travl formiddag, da han umiddelbart efter løbet skulle videre til festligheder på det lokale museum.
Efter at Knud Kristensen havde skudt løbet i gang bevægede løbere og kørestole sig rundt på en lille rundstrækning i den centrale del af Aars. Ved målområdet var publikum gode til at heppe, hver gang løberne passerede. Hver kørestol havde sponsorer, og i målområdet kunne publikum putte penge i en opstillet indsamlingsbøsse. Desuden arbejdede kunstnerne Peer Poulsen og Hanne Koch på hver sit kunstværk, med hjælp fra de deltagende kendisser, således at man på et tidspunkt kan bortauktionere værkerne og dermed støtte projektet.
Lige ved siden af målområdet var der bagagerumssalg på Kimbrertorvet, og her lod kræmmerne en skål gå rundt, hvor man samlede ind for at støtte løbet.
Overskuddet fra arrangementet overrækkes ved et arrangement i Aars i juni, og en af arrangørerne, Henrik Larsen, kunne lørdag afsløre, at der kommer et pænt overskud ud af anstrengelserne.