Traditionen tro byder efteråret på hædring af kommunens mange frivillige inden for kultur- og fritidsområdet. Det sker, når Vesthimmerlands Kommune indbyder til prisfest torsdag den 27. november i Vesthimmerlands Musikhus ALFA
Skal din holdkammerat, din træner, jeres bestyrelsesformand eller en anden i din forening, som altid lige giver en ekstra indsats, hædres? Så er det nu, du har muligheden for at indstille ham, hende eller dem til Vesthimmerlands Kommunes Kultur- eller Fritidspris 2014.
De to priser gives til en person eller en gruppe af personer, som har gjort en særlig indsats i Vesthimmerlands kultur- eller fritidsliv. Der er ingen regler for, hvem der kan indstilles, og der er heller ikke krav til indstillingens form. Det er blot at gribe pen og papir, din ipad eller sæt dig ved computeren og send indstillingen af sted.
Det er henholdsvis Vesthimmerlands Kulturråd og Vesthimmerlands Kommunes Fritidsråd, som udpeger de to prismodtagere på baggrund af de indsendte indstillinger.
"Det er ikke kun ham, hende eller gruppen af personer der indstilles til de to priser, vi hædrer. Rundt omkring i vores mange idrætsforeninger er der hvert år rigtig mange medlemmer, som gør sig bemærket ved de jyske, danske eller udenlandske mesterskaber – det er vore alle sammens Idrætsambassadører," siger fritidskonsulent ved Vesthimmerlaqnds Kommune, Lise Aslak Jensen.
Idrætsambassadørerne hædres også ved prisfesten, og de kan også indstilles nu via kommunens hjemmeside.