Et halvt hundrede mennesker var tirsdag formiddag mødt op i konfirmandstuen i Overlade, da Freddy Elimann fra Trend var foredragsholder. Efter formiddagskaffen fortalte Freddy Elimann om sit liv som tæppemontør for tæppefabrikken Dansk Wilton i Herning. Et job, som fra slutningen af 70'erne førte ham ud i den store verden lige fra Norge til Hong Kong. Foredraget var rigt suppleret med billeder. Det er Overlade Menighedsråd, som Freddy Elimann i øvrigt selv er medlem af, der stod bag arrangementet.