Søndag d. 29. marts 2020 - �rgang 15

Tidligere VHG-student i gang med at udvikle en vaccine mod Covid-19

20-03-2020

Af en artikel i den nyeste udgave af mediemagasinet videnskab.dk fremgår det, at en af forskerne, der for øjeblikket arbejder på højtryk med at fremstille en vaccine mod corona-virus, er Ali Salanti, der blev student fra Vesthimmerlands Gymnasium og HF i 1993.

Det sker i København Universitets 15 etager høje Mærsk Tårn. Her er der normalt megen aktivitet på medicinstudiet, men for øjeblikket er alt, som på andre uddannelser, lukket ned. Lige bortset fra en forskergruppe, der, under ledelse af bl.a. professor Ali Salanti og lektor Morten Agertoug Nielsen fra Københavns Universitet, har fået dispensation til at arbejde med at udvikle en vaccine mod coronavirus. For nylig fik de en bevilling fra EU på 20 millioner kroner til dette formål. 

Forskningsledere har opfundet en særlig teknologi, som de håber kan bruges til at lave en vaccine, der gør kroppen modstandsdygtig over for den virus, som i øjeblikket har sendt millioner af mennesker verden over hjem fra arbejde og skole.

»Teknologien har vi haft klar længe, så vi kunne gå i gang med det samme, da vi fik pengene,« siger Ali Salanti. Den meget tekniske udredning af teknologien bag kan den naturvidenskabeligt interesserede læser selv læse på linket https://videnskab.dk/teknologi-innovation/i-et-tomt-taarn-knokler-danske-forskere-for-at-lave-en-vaccine-mod-corona , hvor bl.a. Ali både tegner og fortæller for journalisten.

I sidste nummer af ugeskriftet (https://ugeskriftet.dk/nyhed/malariaforskning-giver-forspring-mod-pandemi-dansk-coronavaccine-kan-vaere-klar-om-et-ar ) fortæller han yderligere: »Vi har allerede udviklet en virusplatform, hvor vi kan klistre coronavirusproteinet på. Det har vi arbejdet med de sidste fem år, så den er vi ret langt fremme med og vi har også vist, at den kan skaleres op, så det er realistisk at lave en vaccine, der skal massedistribueres. Så vi starter ikke fra nul«.

Ali Salantis valg af ph.d. hænger uden tvivl sammen med hans baggrund. I forbindelse med moderens død i oktober 2018 var der et mindeord i Aars Avis, hvoraf det fremgik, at moderen, Ellen-Margrethe, sidst i 60’erne tog til Tanzania som ulandsfrivillig. Her mødte hun sin kommende mand, en ægyptisk ulandsfrivillig, Mohamed Salanti. De fik tre børn sammen; Nadia, der er organisationspsykolog på Novo Nordisk, Zaki, som i dag er forskningschef på Novo Nordisk, og Ali.

På et tidspunkt slår familien sig ned i Vesthimmerland, hvor de først har en kyllingefarm, senere en rævefarm og til sidst en dyrefarm med dådyr og krondyr, indtil Mohamed pludselig dør i 2000. Alle tre børn har således taget studentereksamen fra Vesthimmerlands Gymnasium.  Ali har åbenbart ikke glemt Afrika i sin forskningskarriere, ligesom han åbenbart har arvet et gen for at hjælpe andre mennesker. Moderen blev således ved med at arbejde for Røde Kors, selv efter at hun som enke var flyttet til Ballerup for at være tæt på børn og børnebørn. Alle tre familier bor i dag i Nordsjælland, men det startede altså i Vesthimmerland.
 

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!